Forum

Forummodulet giver mulighed for at deltagerne kan have asynkrone samtaler, dvs. samtaler, der finder sted over et langt tidsinterval.

Der er forskellige forumtyper at vælge imellem, som f.eks. et standardforum, hvor alle når som helst kan starte en ny tråd, et forum hvor hver studerende kan oprette nøjagtig én tråd, eller et spørgsmål og svar-forum, hvor de studerende først skal skrive et indlæg inden de kan se andre studerendes indlæg. En lærer kan tillade at der vedhæftes filer til forumindlæg. Vedhæftede billeder vises i indlægget.

Deltagere kan abonnere på et forum for at få besked når der er nye indlæg. En lærer kan gøre abonnement valgfrit, tvunget eller automatisk eller fuldstændig forhindre abonnement. Hvis det er påkrævet, kan studerende forhindres i at oprette mere end et givet antal indlæg inden for et vist tidsrum. Dette kan forhindre at nogen dominerer en tråd.

Forumindlæg kan bedømmes af lærere eller studerende (sidemandsevaluering). Bedømmelser kan lægges sammen til en endelig karakter, som gemmes i karakterbogen.

Fora bruges til mange funktioner, som f.eks.:

Opgaveaflevering

De studerende kan aflevere opgaver - tekst, lyd, video - som kan ses af alle andre. Dette kan give mere dynamik end blot aflevering til en underviser. Det kan også være mere sårbart for den studerende, hvis de ikke kender hinanden, så man skal vælge hvornår man vil aflevere i et forum og hvornår man vil bruge "opgave". Fordelen ved forum-opgaveafleveringen er, at de studerende dels kan se og blive inspireret af de andres input og dels at de kan kommentere på hinandens opgaver (Peer2Peer). Her er det vigtigt at understrege, at man kan vælge et forum (spørgsmål og svar), hvor man først kan se de andres indlæg, når man selv har uploadet et. Dermed bliver de ikke "inspireret" af de andres indlæg, inden de selv laver deres eget.

Diskussion

Den klassiske brug af Forum er, at man stiller et spørgsmål og får svar på det. På den måde kan man opnå diskussion/debat selvom de studerende ikke er i samme rum på samme tid (asynkron undervisning).

Grupper

Arbejder man med grupper, kan man have forum, hvor gruppen kan arbejde - det kan være noter, der skal deles, spørgsmål der skal diskuteres eller andet. Ved brug af "separate grupper" får hver gruppe deres eget forum, som de andre ikke kan se og ved "synlige grupper", kan grupperne tilgå de andres materiale.

Meddelelser / dialog

Forum kan anvendes til at sende meddelelser til de studerende. Enten som information, der ikke kræver respons eller som et spørgsmål, som de studerende skal melde tilbage på. Det kan også anvendes mere dialogbaseret, hvor de studerende har mulighed for at stille spørgsmål til underviseren og/eller medstuderende, som alle deltagere kan se. Dette kan eksempelvis være opklarende spørgsmål til pensum eller til en stillet opgave. 

Senest ændret: mandag den 5. juni 2023, 19:54